Farvel og tak til Hans

Farvel og tak til Hans

En velbesøgt generalforsamling sagde forleden farvel til formanden for Røde Kors Sorø gennem de seneste 16 år, Hans Lambæk Nielsen, fulgt af et stort tak for den store indsats han har lagt i formandsarbejdet gennem årene.

Generalforsamlingen valgte den hidtidige næstformand, Niels Mortensen, til ny formand, og også han rettede en tak til Hans og afslørede, at der 16. april vil blive holdt en afskedsreception, hvor medlemmerne – og andre – vil få mulighed for at takke ham for indsatsen.

Inden det kom så vidt havde Hans Lambæk holdt sin sidste beretning, hvor han kunne glæde sig over den store indsats, som de mange frivillige i Røde Kors Sorø yder til gavn for det humanitære og sociale arbejde både lokalt og internationalt.

De to genbrugsbutikker med ca. 90 frivillige havde sidste år et overskud på 1,5 mio. kr., der stort set er sendt videre til dels Dansk Røde Kors og tre projekter i henholdsvis Georgien, Malawi og Togo.

Også lokalforeningens øvrige frivillige engageret som besøgsvenner, i vågetjenesten, netværksfamilier, i sommerlejr for børn og Ungdommens Røde Kors blev takket for indsatsen sidste år.

Så udover kolde kontanter ydes der en stor humanitær indsats af de frivillige i Røde Kors Sorø.

Det er således en aktiv forening, der nu har skiftet formand, men 85-årige Hans Lambæk fortsætter naturligvis som frivillig.

Nyvalgt til bestyrelsen blev Peter Finn Larsen fra Pedersborg.